Bønderne 1660 - 1740          Bønderne 1740 - 1788          Bønderne 1788 - 1850          Oversigt

Stavnsbåndsløsningen 1788

Da man havde nået det økonomiske loft i slutningen af 1700-tallet, begyndte man så endelig at frigøre fæstebonden. Det forhadte og undertrykkende stavnsbånd slap bønderne af med i 1788. Da underskrev statsrådet den vigtigste landbrugsreform i landets historie. Fra da af blev bønderne frie borgere, der kunne rejse hvorhen de ville uden godsejerens tilladelse og uden den urimelige og ubetalelige pris. Bag stavnsbåndets ophævelse stod godsejerbrødrene Ludvig og Christian Ditlev Reventlow, jurist Christian Colbjørnsen og godsejer Anders Peter Bernstorff. Det var disse hovedpersoner der fik det igennem rent politisk, med kronprins Frederiks (d. 6.) store velvilje i ryggen.

Stavnsbånds løsningen var, som det også nævnes i en kilde i Torbens Hansgårds afhandling Landboreformerne i Danmark, det der holdt det gamle landbosamfund i system. Det var umuligt for en fæstebonde eller husmand at bryde op med stavnsbåndet, da dette ville blive straffet hårdt, og godsejeren så ingen grund til at stoppe det, da det var en af hans største indtjeningskilder, magtautoriteter og garanti for billig arbejdskraft.

Denne af bønderne forhadte ordning låste hele strukturen sammen og gjorde det urokkeligt. Som V. Falbe Hansen nævner det i en skriftlig kilde, ^[14] skulle der kongelig indblanden til at røre ved denne ubrydelige knude. Så det var et vendepunkt da stavnsbåndet ophørte i 1788. Landbruget trådte ind i en ny blomstrende æra, der også var startskuddet til den kæde af reformer der kom i årene efter.

De første stænderforsamlinger 1835–36

I de første stænderforsamlinger (forsamling bestående af adel, gejstlighed, borger og bondestand) 1835–36 blev kravet om afløsning af hoveriet rejst fra bondeside, og i 1838 opfordrede kongen i overensstemmelse med stænderforsamlingerne til en frivillig afvikling og dette skete også i et betydeligt omfang. I 1835 var omtrent halvdelen af alle fæstegodser hoverifrie, og udviklingen fortsatte i de følgende år og styrkedes i 1850 ved en lov, der gav jordejeren eller en tredjedel af de hoveri gørende fæstere ret til at kræve hoveriet afløst mod en pengeydelse.

I 1840'erne skete også en omfattende afvikling af det offentlige hoveri. Fæstebønderne kunne nu igangsætte deres egne gårde, og gjorde dette med iver, da de nu var frie og kunne styre deres egne foretagender. Desuden oprettedes den kongelige kreditkasse, der hermed gav samtlige fæstebønder muligheden for selveje. Et positivt afkast af dette var nye former for afgrøder og nyudviklede landbrugsredskaber, der effektiviserede yderligere.^[18]

Formålet med reformerne fra regeringens side var at skabe et mere effektivt landbrug der kunne give nogle bedre produkter og efterkomme den store efterspørgsel. Dette ville give prisstigninger og gavne statskassen. Fysiokratismen og liberalismen fik i reformperioden vist sit værd og landbruget blomstrede op og befolkningstallet steg. Regeringens og fysiokratismens fortalere havde fået indfriet deres hensigt og det egentlige formål blev opfyldt i høj grad. Landbruget blev nu til en selvstyrende instans, der ikke behøvede statslig indblanden. Nu var det markedskræfterne der holdt systemet i gang i stedet for det tidligere stavnsbånd og hoveri. I modsætning til den engelske model, ^[19] kom de danske landbrugsreformer nedefra og blev indført i bredden, dvs. hos de fæstebønder der i fremtiden skulle sikre den danske økonomi. Det var fæstebønderne der havde startet reformerne med deres utilfredshed over levevilkårene. Senere havde kronprins Frederik (d. 6), Bernstorff samt Reventlow og Colbjørnsen fra landbokommissionen, taget opgaven i deres hænder og ført den ud i samfundet.

I 1801 ved vi at 20 procent af  befolkningen boede i byerne. Landbefolkningen fordelte sig som det kan ses her til højre.......

              Bønderne 1660 - 1740          Bønderne 1740 - 1788          Bønderne 1788 - 1850          Oversigt