Agerspris - Bente Vickmann

Mindeord over Bente Vickmann, Nakskov

Bente Vickmann er her ikke mere. Et aktivt og flittigt menneske måtte til sidst give op for den frygtelige sygdom, som kræft er. Bente, der lige akkurat nåede at blive 54 år, tænkte altid på andre end sig selv.

Bente var datter af Ulla Frid Olsson og afdøde snedkermester Bent Vickmann Madsen. Mens hun gik i skole startede hun med at være bud for sin far og da hun kom ud af skolen havde hun en række jobs i forskellige forretninger, bl.a. som butiksslagter og ekspedient, men i midten af firserne fandt hun sit ståsted arbejdsmæssigt. Hun blev ansat på Møllecenteret i Nakskov og siden tog hun uddannelsen som social og sundhedshjælper. De sidste 9 år på Skolebakken i Nakskov.

Bente var en engageret medarbejder, der interesserede sig for fagforeningsarbejde og på Skolebakken var hun sikkerhedsrepræsentant - et job som hun gik 100 procent op i. Psykisk arbejdsmiljø hører under sikkerhedsrepræsentanten og det er en del af arbejdet, at hjælpe og støtte kollegaerne, når de havde det dårligt. Jeg ved ikke hvor mange formiddage, vel og mærke når hun havde fri, der gik med at tale i telefon med nogle der havde det dårligt og selvom hun havde andet for, smed hun det hele og brugte den tid som var nødvendigt. Bente elskede sit arbejde og sine kollegaer. Hun mødte punktlig på jobbet, også selvom hun måske var lidt sløj. Bente kunne ikke svigte sine kollegaer - for så skulle de andre jo bare løbe endnu stærkere. Bente var også på et tidspunkt vagtplanlægger og selvom hun var nød til at flytte nogle kollegaers tider, tog hun næsten altid kontakt til dem og tilbød dem noget andet i stedet - mange gange næsten bedre end det første. Bente behandlede alle lige og hendes retfærdigheds sans var fantastisk. Det var også Bente, der huskede de andres fødselsdage eller hvis nogen var syge. Så skulle der købes en gave - også her brugte Bente masser af fritid.

Bente var optimistisk og så altid det positive, selvom det så sort ud. Selv da sygdommen havde fået fat i hende, bevarede hun troen. ”Vi skal lige have lavet det og det - og når jeg bliver rask skal vi det og det”, kunne man hører hende sige.

Livet er blevet meget fattigere uden min skat, og skal jeg være ærlig, så har jeg svært ved at se frem til dagen i morgen. Men så må jeg trøste mig med, at vi havde nogle dejlige år og at hun er kommet op til sin elskede far og ikke mindst Freja, som hun gav et dejligt liv, efter en kummerlig tilværelse som hvalp.

Bente efterlader sig tre voksne sønner, som hun elskede overalt på jorden - hun var altid klar til at støtte og hjælpe dem godt på vej og de var altid i hendes tanker.

Min elskede skat - du kæmpede mod sygdommen, men måtte til sidst give op. Du fik fred, men du fik de engle med, som du havde fået af dine nærmeste og i særdeleshed dine elskede Lucas & Toby. Englene skulle passe på dig og de var med på dine sidste rejser mellem sygehusene - og det trøster……..

Ære være dit minde

Kærlig hilsen

Per

(Præstens tale ved begravelsen - 2.4 2009)

Man taler tit om hvor uretfærdigt, det er, når nogen dør tidligt, og på den måde bliver det tit en floskel, men i dit tilfælde er det bare så uretfærdigt. Du tænkte på alle andre end dig selv, altid var du klar til at hjælpe og støtte andre, når de manglede noget eller var ked af det.

Selvom vi ikke fik særligt mange år sammen, vil de minder vi har sammen, aldrig kunne slettes fra min harddisk. Jeg troede ikke særlig meget på kærligheden, da jeg mødte dig, men du fik mig hurtigt overbevist mig om, at den eksisterede. Du var et livstykke, der altid var i godt humør og mange ting kunne gøre dig glad. Det første der blev tændt om morgenen var din radio og god musik betød rigtig meget for dig. Du var til al slags musik og elskede det uanset om det var Four Jacks eller Metalica. En god fest i ny og næ, kunne virkelig få dig op af stolen. Så skulle der danses og hygges. Var det en speciel begivenhed var det altid dig der sagde ” vi bør da have en sang med”. Og det skulle være en der passede. Og hold da op, hvor havde vi det skægt, når vi skulle finde på…...

Du gav virkelig snor til alle, som du holdt af. Du vidste at det ikke kunne nytte noget at holde på nogen, heller ikke mig. Mit foreningsarbejde støttede du helt fantastisk op om, og jeg vidste altid jeg kunne komme til dig, hvis noget ikke gik som jeg håbede. Motionsløbet havde jeg opgivet, men du blev ved og ved med at presse mig til at arrangere endnu et, men da det blev en succes var du næsten mere glad end jeg. Du var meget grædefærdig, da du i år måtte melde afbud, da din sygdom begyndte. Også omkring mit arbejde støttede du mig 100 % i, også da jeg fik problemer. ”Du har haft en blodprop og jeg er ligeglad med hvad det koster. Det kostede, men aldrig så meget som en gang, lod du mærke, at der ikke var så mange penge. Du var fantastisk til at få det hele til at slå til, og der var altid overskud til lidt her og der til din elskede drenge. De var altid i dine tanker og jeg mener ikke det er forkert at sige at de har haft den bedste mor ethvert barn kunne få.

Når nogen gjorde noget godt for dig, glemte du det aldrig. Man kunne være sikker på, at man fik noget til gengæld. Desværre kom du aldrig til at betale den rejse til Paris, som du havde lovet Karin, for den enestående og kærlige omsorg hun gav dig, da du blev syg. Men det har Karin nok tilgivet dig. Kære Karin - Jeg og familien kan ikke takke dig nok, for uden dig havde Bentes sidste tid været endnu være.

Du var altid i gang og det var ikke så lidt du kunne nå på en dag. Du var dygtig til meget, om det så var symaskine eller boremaskine du skulle bruge, så gik du bare i gang som havde du aldrig bestilt andet. Og så til sovs og kartoflerne. Jeg glemmer aldrig da jeg kom i dit hjem

for første gang, aldrig har jeg set så mange kilo kartofler blive ”kørt ned”. Men jeg fandt hurtigt ud af at din sovs var enestående.

Livet er blevet meget fattigere uden dig, og skal jeg være ærlig, så har jeg svært ved at se frem til dagen i morgen. Men så må jeg trøste mig med, at du er kommet op til din elskede far og ikke mindst Freja, som du gav et dejligt liv, efter en kummerlig tilværelse som hvalp.

Min elskede skat - du kæmpede mod sygdommen, men måtte til sidst give op. Du fik fred, men du fik englene med dig - og det trøster……

Ære være dit minde

Kærlig hilsen

Per