Bønderne 1660 - 1740          Bønderne 1740 - 1788          Bønderne 1788 - 1850          Oversigt

Den skånske krig blev en dyr affære for Danmark, og 1680'erne var fuld af skatter. Godsejere med under 200 tønder fæstegods blev også ramt, selvom de havde været fritaget siden 1670. Dette betød, at en del af disse godsejere måtte opgive deres ejendom, hvilket gav plads til de godsejere, som sørgede for at skaffe sig så meget bøndergods, at de kom over 200-tønder grænsen. Dette gjorde, at man fik en storgodsejerklasse, der kom til at besidde og koncentrere mere jord end den gamle danske adel nogensinde havde, og pga. krongodsudlæggene besad de også en større andel af Danmarks jord. Skattegrundlaget for staten blev mindre, eftersom gårde og nogle gange hele landsbyer blev lagt øde, og derfor blev byrden for de tilbageblevne større. Da det heller ikke gik godt i landbruget, blev skatterestancerne større, og det ramte de skattefrie godsejere. Forudsætningen for at få skattefrihed var nemlig, at godsejeren hæftede for bøndernes skatter og kunne de ikke betale, måtte godsejeren gøre det. Blandt de godsejere, der nu kom i klemme, var flere af de statskreditorer, som efter 1660 var blevet godsejere ved krongodsudlæggene. Samtidig nedsatte staten i slutningen af 1670'erne og starten af 1680'erne en revisionskommission, der fik til opgave at undersøge pengeudlånernes og stor leverandørenes transaktioner før og omkring 1660. Denne undersøgelse viste, at staten var blevet snydt, og flere af de tidligere så magtfulde statskreditorer måtte betale mange tusinde rigsdalere tilbage, og de, som ikke var i stand til det, fik deres gods konfiskeret. Staten brugte mange penge, hvoraf militæret slugte størstedelen af indtægterne. Man vendte tilbage til den kostbare hvervede hær, og et mislykket forsøg på at bruge en del af krongodset som ryttergods, hvor bonden, mod nedsættelse af sædvanlige afgifter, stillede som rytter eller forsørgede en stedfortræder, blev efter Den Skånske Krig afløst af en pengeafgift. Ligeledes blev adelens rostjeneste afløst af en pengesum. Selv efter alle disse tiltag fik man først rigtig styr på finanserne i 1690'erne.

Konsolideringen af enevælden kørte videre på trods af de økonomiske problemer. Da staten ønskede et ensartet grundlag for jordbeskatning, opmåltes al jord og vurderede den ud fra gårdenes størrelse, jordens frugtbarhed og græsningsarealernes værdi. Resultat blev matriklen af 1688, der var det første gennemarbejdede grundlag for en årlig beskatning.

Frederik 3. havde i 1661 nedsat en kommission, som skulle udarbejde et lovkompleks for hele landet. Dette arbejde kom til at tage over 20 år og medførte Danske Lov fra 1683. Den var hovedsagelig en opsamling af de mest brugbare dele af de tidligere landskabslove. I strafferetten byggede den på mosaisk rets grundtanke, øje for øje og tand for tand. En ny ting var de hårde straffe til dem, der begik majestætsfornærmelse. Således blev alle handlinger, der "ville bringe nogen forandring i kongens absolutte arveregering", herunder anti-enevældig propaganda, anset for majestætsforbrydelser og skulle straffes med afhugning af hånd, halshugning og hjul og stejle. Danske Lov indeholdte også en trolddomsparagraf, selv om heksebrændinger, siden starten af århundredet, var faldet drastisk. Den sidste fandt først sted i 1693. Staten forsøgte også at skaffe sig magt over lavene, og i 1681 blev alle lav således afskaffet, idet man i stedet fra centralt hold udarbejdede fælles regler for de samme håndværk over hele landet.

År 1700 kunne kongen afskaffe en forvirring i tidsregningen ved, sammen med de fleste andre protestantiske nationer, at indføre den mere præcise gregorianske kalender i stedet for den julianske kalender. For at rette op på den skævhed, den julianske kalender havde, strøg man i indførselsåret dagene mellem 18. februar og 1. marts.

Frederik 4. lavede en del ændringer efter sin tronbestigelse i 1699. Bl.a. blev bøndernes aflønning af karle og tjenestefolk i lønnesæd forbudt, da det kunne svække fæstebøndernes evne til at svare landgilde og skat. Aflønningsmetoden fandt dog sted langt ind i 1800-tallet.

I 1701 oprettedes landmilitsen, der skulle nedbringe de store udgifter til den lejehær, Danmark havde. For hver tyve tønder hartkorn skulle der stilles en karl til militsen, disse skulle så hver søndag efter kirke træne i eksercits og våbenbrug på en egnet plads bag kirken. Godsejeren, der havde magten til at bestemme hvilke karle der skulle deltage i militsen, fik her et nyt våben mod bønderne, da opsætlige karle og andre problem skabere kunne trues med deltagelse i militsen.

 

           Bønderne 1660 - 1740          Bønderne 1740 - 1788          Bønderne 1788 - 1850          Oversigt