Tekstboks:

                                      A.G. Moltke overtager styret

I 1746 døde Christian 6. og blev efterfulgt af sin søn Frederik 5.. Denne havde imidlertid hverken lyst eller evner til at regere landet. I stedet blev det Frederiks kammerpage og opdrager, A.G. Moltke, der efter tronskiftet kom til at styre Danmark. Efter tronskiftet blev han overhofmarskal, og på denne normalt ikke særlig indflydelsesrige post lykkedes det ham at blive Danmarks faktiske førsteminister resten af Frederik 5.s regeringstid. Moltke tog god betaling for sine tjenester, og det betød, at han efterhånden blev en af landets største godsejere. Han var samtidig optaget af, hvad der kunne gøres for at fremme landets økonomi.

Moltke fremlagde efter magtskiftet en plan: han rådede styret til at fremme landbruget og til at nedsætte en landbrugskommission. Han fremhævede især, at Danmark kunne lære noget af det moderne kobbelbrug i Holsten, som han selv indførte på sine sjællandske godser. Kobbelbruget indebar en omlægning af jorden til mellem 9 og 11 indhegnede marker, hvoraf nogle blev sået til med nye foderafgrøder, som f.eks. kløver. Det lod sig bedst gennemføre på hovedgårdsjorden, der dog krævede en større indsats for hoveribønderne end tidligere. Fordelene ved denne metode var bl.a., at kløveren bandt kvælstoffet i jorden, som derfor ikke krævede så meget kvæggødning. Samtidig betød det øgede antal foderafgrøder, at der kunne holdes mere kvæg og derved produceres mere gødning, som jorderne havde brug for, så man derfor ikke behøvede at lægge så meget jord brak. Det krævede i første omgang bedre information om landbruget, inden reformerne gik i gang, og Moltke indkaldte derfor oplysninger fra alle amtmændene. Der var tilsyneladende nok at rette op på, men det blev vanskeliggjort af voldsomme epidemier af lungetuberkulose og mund- og klovsyge, der hærgede blandt de mindre velnærede og ikke særlig modstandsdygtige danske kvægbesætninger, som talte omkring en halv million kreaturer. Inden nytåret 1746 døde ca. 150.000 dyr, og da sygdommen ebbede ud i 1752, anslog man det samlede tab til mellem tre og fire hundrede tusinde dyr. 

I 1755 indbød det enevældige styre alle "retskafne patrioter" til at indsende forslag, der kunne gavne landets økonomi, og indbydelsen var undertegnet af Moltke selv, som lovede, at de bedste forslag ville blive offentliggjort. Reaktionerne var overvejende positive, og 1757-64 kunne man udsende 8 tykke bind af Danmark og Norges oeconomiske Magazin med de mange bidrag, der vedrørte alt fra øget biavl til gennemgribende reformer af landbolovgivningen. Mange mente, at bøndernes hoveriarbejde og naturalier afgifter burde afløses af pengeafgifter. Enkelte mente, at afvikling af fæstesystemet ville være gavnligt, da bønderne så ville blive selvejere. Landsby fællesskabet og det gamle vangesystem blev af mange set som en hindring for fremskridt, og det blev foreslået, at man udskiftede landsbyens jorder, så hver gård fik samlet sit jordtilliggende, og at gårdene blev flyttet ud på bondens jord. Godsejerne og bønderne ventede på, at nogle skulle gå i spidsen og vise, at disse ændringer kunne hænge sammen rent økonomisk. De første udskiftninger og udflytninger skete i Slesvig i 1750'erne og 1760'erne, og i selve Danmark fulgte man med interesse disse eksperimenter.

1757 nedsatte man endelig den landevæsenskommission, som Moltke havde foreslået i 1746, og da han selv tog sæde i den, havde folk store forventninger til resultaterne. Disse forventninger blev dog ikke indfriet, da kommissionen i 1758-60 kun udgav tre love, der nøjedes med at lette udskiftningen af arealer, der var ejet af flere godser i fællesskab. Dog besluttede kongefamilien og ledende embedsmænd at gennemføre nogle af de mange forslag på landboreformer på deres egne godser. Enkedronning Sophie Magdalenes gods i Hørsholm blev således det første. Bønderne fik såkaldt arvefæste, hvilket betød, at de fik samme råderet over deres gård, som hvis de havde været selvejere. Fremover skulle de betale en årlig pengeafgift i stedet for at yde landgilde, hoveri og tiende. De kunne endda lade gården gå i arv eller sælge den. Desuden begyndte kongen i 1763-65 for at styrke landets finanser at sælge ud af krongodset. I tråd med tankerne om, at selveje var vejen frem i landbruget, blev landsbyjorderne på Fyn og i Jylland overvejende solgt til bønder.

. Der stod dog stadig skove i Østjylland samt på Fyn og Sjælland, som ejerne værnede om, for både kongefamilien og højadelens kæreste fritidsfornøjelse var jagt. I Danmark havde man aldrig haft gran og lærk, og i mange områder havde der ikke været fyrretræer siden oldtiden. Men alle disse nåletræs arter blev nu indført af den tyske skovekspert Johann Georg von Langen, som var blevet hidkaldt for at genoprette de nordsjællandske skove. Det viste sig senere, at nåletræer kunne trives på jord, hvor andre træer måtte give op. I 1788 blev den første jyske fyrreplantage anlagt på Alheden, og i 1792 kom en lov, der tilstræbte at bekæmpe sandflugten gennem beplantning. Året efter blev Tisvilde Hegn påbegyndt med plantning af skovfyr for at redde det nordsjællandske landbrugsland. Dette lykkedes dog ikke altid i første omgang, da en tilsvarende beplantning i de jyske klitområder mislykkedes, og f.eks. blev Skagens gamle kirke i 1795 så tilsandet, at den måtte opgives.

Også skovbruget blev lagt om. I årevis havde skovene været på tilbagetog på grund af græssende kvæg, fremmede hæres fjernelse af hele skove og den hjemlige flåde og det kongelige byggeris umættelige behov for træ til skibe, brænding af teglsten og opvarmning af de store residensslotte. Værst så det ud i Jylland, hvor halvdelen af landet var dækket af hede og ødelagt skov. I Nordjylland og Nordsjælland var skovene også væk og markerne truet af ukontrollabel sandflugt, da bønderne i deres jagt på brændsel havde fjernet den marehalm samt græs- og lyngtørv, der ellers bandt sandet til kyst egnene.

En typisk klædt bonde fra begyndelsen af  1800 tallet.....

              Bønderne 1660 - 1740                  Bønderne 1740 - 1788                  Bønderne 1788 - 1850                  Oversigt

Til højre ses den danske embeds-mand Christian Colbjørn-sen, som sammen med Reventlow & Bernstorff tilskrives æren for stavns-båndets ophæ-velse..... Til venstre den første forside af Danmarks ældste avis: Berlingske Tidende der udkom i 1749

              Bønderne 1660 - 1740                      Bønderne 1740 - 1788             Bønderne 1788 - 1850

Perioden 1740 - 1788Vilkårene for bønderne

  Oversigt   

   Kontakt   

Oversigt

Ludvigshøj

Slægten

1-10 generation

slægtstræ

Sidste

Nyt

Røde Links

1-5 generation

Solgården

1764-1988

Oluf Nielsen

Hovmand

Rasmus

Hovmand Knudsen

Bodil

Olesdatter

Jens Frederik

Knudsen

Michel

Nielsen

Maren

Michelsdatter

Røde Links

1-5 generation

Agerspris

1735-1998

Inger

Hansen

Erichsen

Slægtens anetræ

Lars

Erichsen

Else

Larsdatter

Birthe Sofie

Mortensdatter

Skafte

Slægten

Hans

Rasmussen Møller

Ladegårds

Slægtens anetræ

Røde Links

1-5 generation

Rasmus Nielsen

Ploug

Peder

Hansen

Karen Emilie

Rasmussen

Albrechtsen

Slægten

Blå Links

6. generation

Hans

Knudsen

Hans Knudsens

Aner

Margrethe Hansen

Margrethe Hansens aner

Sofus

Knudsen

Ottense

Pedersen

Grønne Links

7. generation

Jens Otto

Knudsen

Kytte

Frederiksen

Asta

Knudsen

Edmund

Jørgensen

Ingemann

Knudsen

Knud Aage

Knudsen

Lise

Hansen

Lilla Links

8-10. Generation

Fætre &

Kusiner

Lars H.

Knudsen

Marianne

Møller

Claus H. Knudsen

Per H.

Knudsen

Kim H.

Knudsen

Sorte Links

Diverse

Gårde

Huse

Gravstene

Kirker

Fæstebonden

Byggestil &

udstykning

Ludvigshøj

Slægten

Lindevang

Slægten